Sommerferien har trukket mange danskere og folk fra det sydlige Sverige ud i verden for at rejse. I juli passerede Københavns Lufthavn 3,453 millioner passagerer, hvilket er 3,6 procent flere end i samme måned sidste år.
“Juli var en måned med høj rejseaktivitet. Mange danskere har været på ferie, mens København og resten af Danmark fortsat tiltrækker internationale besøgende. Gode flyforbindelser gør det nemmere at komme ud i verden, men de gør også Danmark mere tilgængeligt for turister og internationalt erhvervsliv,” siger Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn. To ud af tre passagerer i Københavns Lufthavn er internationale rejsende, mens danske rejsende på vej ud eller hjem udgør en tredjedel af alle passagerer.
Annonce
Størst rejseaktivitet mod Spanien og Italien
I juli har mange danskere rettet kursen mod Sydeuropa. Spanien er det mest populære ferieland med Malaga, Mallorca og Barcelona som de mest eftertragtede destinationer. Samlet blev der booket 294.000 passagerer mellem København og de 12 spanske rejsemål med direkte forbindelse.
Italien indtager andenpladsen på listen, idet antallet af rejsende steg med 11 procent i forhold til i fjor. I juli var 263.000 passagerer ombord på fly til og fra Italien. Herefter følger Grækenland, Tyrkiet og Frankrig som de mest besøgte Middelhavslande. I alt rejste 1,1 million mellem København og et af de fem lande, hvilket svarer til hver tredje rejsende i juli.
Annonce
”Italien er virkelig populært. Denne sommer har flyselskaberne sat flere fly ind på ruterne til Italien, og interessen for landet er steget markant. Desuden har italienere fået appetit på at besøge Danmark, så vi ser også mange rejsende fra Italien i terminalerne denne sommer,” siger Peter Krogsgaard.
Fra syd til nord
De mange direkte flyruter gør Danmark mere tilgængeligt, og der er en stigende interesse fra sydeuropæiske turister for at besøge København og resten af Danmark.
Annonce
”Tendensen fra de foregående år fortsætter, hvor rejsende fra Sydeuropa tager på såkaldt ”coolcation” til destinationer med et mildere sommerklima. Her ligger Danmark højt på listen med skandinavisk sommervejr og lyse nætter,” siger Peter Krogsgaard.
Sidste år satte besøgende fra Spanien, Italien, Frankrig og Grækenland rekord med 1,5 millioner turistovernatninger i Danmark, og væksten fortsætter. Ifølge Danmarks Statistik steg antallet af overnatninger fra de fire lande med 3 procent i årets første fem måneder.
”København og Danmark står stærkt som rejsemål blandt europæiske turister. Flere direkte flyruter gør det lettere at komme hertil, og det gavner hele samfundet, når flere besøgende lægger vejen forbi. Det skaber arbejdspladser og giver liv i butikkerne, fyldte borde på restauranterne og flere gæster på museer og attraktioner,” siger Peter Krogsgaard.