En særdeles travl sommer har præget de danske overnatningssteder, og juli forventes at slå rekord i antallet af feriegæster.
Vi får generelt positive meldinger fra medlemmerne om, at sommerperioden har leveret særdeles gunstige forhold for ferieboligutlejning, campingpladser, hoteller og feriesteder. Det tilskrives blandt andet det gode vejr og rigeligt solskin, forklarer Lars Ramme Nielsen, branchedirektør i Dansk Erhverv.
Annonce
Hotelbranchen har i særlig grad oplevet en kraftig sommer med en stigning på 5,3 procent i solgte hotelværelser i juli sammenlignet med samme måned sidste år. Flere end 200 af Danmarks største hoteller og hotelkæder indrapporterer tallene til Benchmarking Alliance og Dansk Erhverv.
Hos kæden Danske Hoteller, som driver 27 hoteller og kroer fordelt over hele landet, har man også kunnet mærke en stigende efterspørgsel.
Annonce
”Vi har haft en pæn sommer på langt de fleste af vores hoteller, og juli blev samlet set en flot måned, særlig ved Vestkysten, men også inde i landet,” udtaler Nina Carlslund, CEO hos Danske Hoteller.
Danmarks markedsføring giver pote
Det varme vejr kan ikke alene forklare den stigende tilstrømning af sommergæster i år, forklarer Lars Ramme Nielsen.
Annonce
”Fra politisk hold har der i år været afsat midler til markedsføring for at få flere danskere til at holde ferie i eget land, samtidig med at der igen i år er kørt store feriekampagner i udlandet, som er nødvendige for, at Danmark kan stå stærkt i den internationale konkurrence.”
Ifølge dansk erhvervsliv er der behov for mere markedsføring af Danmark som helårsdestination.
”Vi bør styrke den internationale markedsføring, så flere bliver opmærksomme på, at der findes oplevelser, som er værd at rejse efter hele året i Danmark, især når det gælder dansk gastronomi, naturoplevelser og unikke kulturtilbud.”
Sommeren fortsætter i høj fart Sommeren er dog langt fra slut for de danske destinationer.
”Dansk turisme går ind i anden halvdel af sommeren i august, som er den klart mest populære måned for udenlandske gæster, men ved kysterne vil det også kunne mærkes, at der i år er færre tyskere, der har sommerferie i august,” bemærker Lars Ramme Nielsen.