Stigende antal kvinder rejser alene uden partner

8. september 2026

En undersøgelse fra Tid til ro viser, at 75,4 % af kvinder i et parforhold har været ude at rejse uden deres partner inden for de seneste 12 måneder, og næsten 90 % overvejer at gøre det i det kommende år. Resultatet antyder, at det at være på ferie uden sin partner er blevet en naturlig del af mange kvinders rejseoplevelser og ikke nødvendigvis et udtryk for et brud i parforholdet.

75,4 % oplyser, at de i den seneste 12-måneders periode har rejst uden partneren, enten alene eller i selskab med en ven eller veninde.

– Det er ikke en skilsmisse-erklæring at pakke kufferten uden sin partner. For mange kvinder er det blevet helt naturligt, at et forhold kan rumme individuelle oplevelser. Nogle ønsker at vandre, dyrke yoga eller møde nye mennesker, mens partneren har andre interesser eller foretrækker at blive hjemme, siger John Tobiesen, direktør i Tid til ro.

Næsten ni ud af ti er åbne for ideen om solorejser
Tendensen ser ud til at vare ved: 68,4 %, svarer ja til at de overvejer at rejse alene eller sammen med en ven uden deres partner inden for det næste år, mens knapt 90 % svarer, at de måske vil overveje det.

International tendens Tid til ro kundeundersøgelse kan ikke stå alene som et billede på en trend blandt danske kvinder. Men mønstret stemmer fint overens med den globale udvikling, som American Express Travel fremhæver som en af fire dominerende rejsetendenser i deres 2024 Global Travel Trends Report.

I rapporten svarede 69 % af alle deltagere og 63 % af kvinderne, at de planlagde en solorejse i 2024. Blandt dem, der tænkte på at rejse alene, forventede 60 % at gennemføre mindst to solorejser i løbet af året, mens 66 % ville tilrettelægge en tur med det formål at forkæle sig selv.

– De internationale tal bekræfter det billede, vi ser blandt vores egne kunder. En solorejse er ikke længere noget, man tager af sted på, fordi man mangler selskab. Den kan være et bevidst valg, der giver plads til egne interesser og oplevelser. For mange er den rette løsning at rejse alene, men samtidig i et uforpligtende fællesskab med andre, siger John Tobiesen.

Fakta: Kvinder rejser uden deres partner
Inden for de seneste 12 måneder

  • 75,4 % har rejst uden deres partner

  • 54,4 % har rejst alene

  • 49,1 % har rejst med en ven eller veninde

I de kommende 12 måneder

  • 68,4 % overvejer at rejse uden deres partner

  • 49,1 % overvejer at rejse alene

  • 49,1 % overvejer at rejse med en ven eller veninde

  • 89,5 % svarer ja eller måske til mindst én af de to rejseformer

Om undersøgelsen
Spørgeundersøgelsen er gennemført af Tid til ro i september 2026 blandt 250 respondenter. 
Undersøgelsen er en kundeundersøgelse og er ikke repræsentativ for alle kvinder i Danmark.

Mikkel Andersen

Jeg skriver om transport, turisme og mobilitet i Danmark med fokus på de ruter, steder og beslutninger, der påvirker hverdagen. På Lokalbanen forsøger jeg at gøre komplekse emner enkle, konkrete og nyttige for læsere, der vil forstå, hvordan Danmark bevæger sig.

Skriv en kommentar