De planlagte tog skulle have været leveret i slutningen af 2024, men forsinkelser har ført til flere udsættelser, så de nu først kan køre i Danmark ved udgangen af 2027. Ifølge Jyllands-Posten giver det anledning til kritik fra Rigsrevisionen, som har til opgave at sikre, at statens midler bruges ansvarligt.
Rigsrevisionen vurderer, at DSB står med direkte udgifter på omkring 1,4 mia. kr., blandt andet til en ekstraordinær levetidsforlængelse af IC4 og til leje af yderligere tog. Derudover forventes tabte besparelser for cirka 2,2 mia. kr. i forhold til de oprindelige beregninger, fremgår det af beretningen om togkøbene.
Annonce
Den oprindelige pris på de tog, der skal erstatte IC3-, IR4- og IC4-togene, ligger på mere end 20 milliarder kroner og er den største anskaffelse i DSBs historie.
Rigsrevisionen kritiserer DSB for at have godkendt tidsplaner, som DSB ikke fandt realistiske, og i visse tilfælde for at have betalt for leverancer, der ikke var færdige.