“Hold øje med wombats. De elsker at komme ud til en morgensnack,” siger buschaufføren, før døren hvæser lukket. Jeg er blevet deponeret på Ronny Creek parkeringsplads, en umærkelig grusplads, der overraskende markerer starten på Overland Track – en af Australiens førende flerdages vandreture. På den anden side af vejen snor en strandpromenade sig gennem brede alpine græsarealer, der funkler af dug.
Hemmelige kald og fløjten fra vågne fugle fylder luften, som stadig bærer petrichor-duften af gårsdagens regn, da jeg tager mine første skridt på strandpromenaden. Tre timer fra Oatlands er den 623 kvadratkilometer store Cradle Mountain-Lake St Clair National Park hjemsted for gletsjerudskårne søer og en mosbevokset regnskov. Dens krone er Cradle Mountain, en katedral af doleritklippe, hvis takkede spir fanger forbipasserende skyer. På kryds og tværs af parken er et netværk af vandrestier. Nogle kulminerer på bjergets top, hvor der rutinemæssigt ses en kø af vandrere, der venter på at bestige en svimlende sti til toppen. Andre slutter sig til den 40-mile Overland Track, som forsvinder ind i bjergene.
(Relateret: Tasmaniens dyreliv bliver bioluminescerende efter mørkets frembrud – og du kan se det på denne natsafari.)
Jeg er kommet for en gåtur på 8 km, der inkluderer Face Track, som er så navngivet, fordi den skærer lige hen over Cradle Mountains ansigt og bærer vandrere under sine svimmelhedsfremkaldende tinder, før de slutter ved Dove Lake Visitor Centre. Erfarne vandrere rangerer det som en af Australiens mest undervurderede dagsvandringer. Fra parkeringspladsen klatrer stien op forbi brusende vandfald, hvor vandrere kan suge fødderne. Efter fire miles ankommer jeg til Marion’s Lookout – den første af mange med udsigt ned og over dalen. Langt nede padler kajakroere over Dove Lake, mens vandrere padler langs rundstrækningen.
Jeg krydser alpine tundra mod den misvisende navn Kitchen Hut – en træstue med et droptoilet, men uden køkken. Her deler stien sig, og til venstre, der stille og roligt forsvinder ind i en nåleskov, ligger Face Track. Lyden af snakken forsvinder, erstattet af larmende vandløb, og jeg føler mig en smule selvtilfreds i min ensomhed, indtil strandpromenaden forsvinder blandt trærødder og sten. Stien bliver stadig mere udfordrende: mere end én gang løber den hovedkulds ind i en ren klippeflade, og tvinger mig til at pakke mit kamera væk for en klatring eller til at blande mig ned ad en klynge af kampesten.
Halvvejs langs sporet, med svævende lunger og snavsede fingernegle, bliver mine anstrengelser belønnet, da jeg kommer ud fra trægrænsen, op på toppen af en klippe, der støder ud i dalen. Nedefra ville jeg aldrig have gættet, hvor mange søer og bassiner, der ligger gemt hen over bjergets skuldre. Jeg er omgivet af smukke, surrealistiske lommer af reflekterende himmel i alle retninger, mens vandfald tordner lige ude af syne. Her ved bjergets tænder har jeg opdaget en sjælden udsigt, som få andre vil se.
