Når skoleåret igen går i gang i den kommende uge, nærmer afslutningen på skolernes sommerferie sig. Ifølge Danmarks største rejsebureau viser sommerens faktiske tal for omsætning, at danskerne fortsat sætter charterferien øverst på ønskelisten, selv om flere vælger at udskyde bookingen længere end tidligere. Derudover bliver der i stigende grad lagt vægt på hoteller, som passer til vores livssituation og behov.
Mallorca viste sig igen at være sommerens mest populære charterdestination blandt Spies’ danske gæster, mens Cypern, Rhodos, Kreta og Gran Canaria fulgte tæt efter. Omkring 50.000 danske gæster rejste samlet med Spies til destinationer i det sydlige Middelhav i løbet af skolernes sommerferie.
Annonce
Samtidig blev juli måned den mest indbringende juli nogensinde for Spies målt i omsætning. Flyene i Spies’ eget flyselskab, Sunclass Airlines, havde en gennemsnitlig belægning på 99 procent, mens koncepthotellerne Sunwing, Ocean Beach Club og Sunprime opnåede en belægning på 97 procent gennem hele sommeren. Cirka 14.000 danskere valgte at holde ferie på en af disse koncepthoteller, hvilket svarer til en stigning på 15 procent i forhold til sidste sæson. Ifølge kommunikationschef Sofie Folden Lund illustrerer tallene en fortsat tendens til, at danskerne vælger hoteloplevelser, der passer præcis til den livsfase, de befinder sig i, hvad end man rejser som småbørnsfamilier, med teenagere – eller hvis man gerne vil undgå børn på ferien.
”Charterferien står stadig enormt stærkt hos danskerne. Vi har haft en historisk stærk sommer med rekordomsætning, fulde fly og stor efterspørgsel på vores klassiske solrejser – ikke mindst til vores familie- og voksende hoteller som Sunwing, Ocean Beach Club, Family Garden og voksenhotellerne i Sunprime-porteføljen,” siger Sofie Folden Lund.
Annonce
Top 5: Danskernes charterfavoritter
-
Mallorca
-
Cypern
-
Rhodos
-
Kreta
-
Gran Canaria
Annonce
Sen booking og stor spontanitet
Et af sommerens tydeligste mønstre har været, at danskerne i højere grad end før har udskudt bookingen af sommerferien. Da vejret i Danmark skiftede fra sol til regn i de første dage af juli, steg salget af sommerrejser hos Spies med hele 80 procent på blot tre dage sammenlignet med de foregående uger.
”Tendensen til at vælge at holde mulighederne åbne længere end tidligere ser vi også i rejsebranchen. Vi oplever, at flere bevarer mulighederne åbne lidt længere end før. Mange vil gerne afvente både vejrudsigten og deres egne sommerplaner, før de beslutter sig. Derfor bliver salget mere koncentreret, og vi kan tydeligt konstatere, at danskerne reagerer hurtigt, når udsigten til dansk sommer ikke helt opfylder forventningerne,” siger Sofie Folden Lund.
En sommer med fokus på tryghed
Sommeren har samtidig budt på hedebølger og lokale skovbrande i flere dele af Sydeuropa, hvilket har fyldt meget i nyhedsbilledet. Det har rejst flere spørgsmål fra gæsterne og krævet tæt samarbejde med lokale myndigheder og partnere på destinationerne.
”Vi har naturligvis fået forespørgsler fra gæster, der følger nyhedsdækningen om hedebølger og skovbrande. Vores vigtigste opgave har været at levere konkret og faktabaseret information om netop deres rejsemål. Heldigvis har vores destinationer ligget længere væk fra de berørte områder, og vores gæster har kunnet holde ferien helt som planlagt. Samtidig ved de, at vi følger situationen nøje og kontakter dem straks, hvis der skulle opstå noget, der kan påvirke deres ferie,” siger Sofie Folden Lund.
Hun oplever samtidig, at danskerne er bevidste om, at sommeren i Sydeuropa kan være varm, og at de generelt er flinke til at tilpasse ferieformen efter temperaturerne.
”Vi plejer at sige, at man bør gøre som de lokale. Tag en pause midt på dagen – gerne indendørs med aircondition, når solen står som stærkest. Søg mod stranden, poolen eller skyggen for at køle af, og lad udflugter, cykelture eller bybesøg ligge til morgen- og aften timerne. Så får man stadig uforglemmelige ferieoplevelser, også når sommeren i Sydeuropa viser sig fra sin varmeste side.”
Fakta: Status for skolernes sommerferie hos Spies
-
De fem mest populære charterdestinationer blandt Spies’ danske gæster var Mallorca, Cypern, Rhodos, Kreta og Gran Canaria.
-
Omkring 50.000 danske gæster rejste med Spies til destinationer i det sydlige Middelhav i skolernes sommerferie. Det årlige tal ligger omkring 250.000.
-
Juli blev den største juli nogensinde i Spies’ historie målt i omsætning.
-
Sunclass Airlines, Spies’ eget flyselskab, havde en gennemsnitlig belægning på 99 procent i juli.
-
Koncepthotellerne Sunwing, Ocean Beach Club, Family Garden og Sunprime havde en belægning på 97 procent gennem sommeren.
-
Efterspørgslen på sommerrejser steg med 80 procent på tre dage, da det danske sommervejr blev mere ustadigt i begyndelsen af juli.
-
Interessen for sensommerrejser i august og september er fortsat høj.