Et brus til alle lejligheder
Inntravels rejseplan veksler vandredage til nye hotelbaser med sløjfevandringer, der lader dig besøge vingårde i dit eget tempo. Med mit blik på regionens banebrydende sætter jeg den næste dag lige i vejret til en moderne vingård syd for San Pietro di Barbozza, i den lille Cartizze Prosecco-underregion. Her, i dette kompakte 267 hektar store område, siges der at eksistere noget af det allerbedste prosecco-terroir, og vinmageren Pietro de Conti forsøger at højne sin profil med historiefortælling om gamle vinstokke og økologiske metoder. Efter at jeg har smagt hans lækre, udbenetøre Cartizze PDC Extra Brut, går han mig ud til sine vinmarker for at vise de hundredårige glera-vinstokke, der strækker sig så høje som træer.
Efter en anbefaling fra en ven tager jeg en kort taxatur til en vinproducent i prosecco-regionen, som faktisk slet ikke laver prosecco. “Jeg er bogstaveligt talt ligeglad med at lave prosecco,” fortæller Arno Cattel, der bærer baseballkasket, mig, mens han taler sagte i sit tilbagetrukne smagslokale, et tidligere vinsamarbejde, hvorfra hans far lancerede Costadilà i 2005. Hans vingårds aftapninger – helt naturlige, helt orange – er i vid udstrækning lavet af en blanding af historiske, hvide druer og varianter af gamle, hvide druer og sorte fra gamle druer. højereliggende vinmarker, plantet længe før prosecco steg til international fremtræden. “Da min far startede projektet, sagde alle, at han var skør. De troede alle, det var simpelt: plant noget glera, sælg druerne og bliv rig,” forklarer den 30-årige. “Men min far ville lave vin. Her får vi druer fra folk, vi stoler på, og laver rigtig vin. Det er en cirkulær ting. Vi burde støtte folk, der bekymrer sig om jorden.”
Taxaturen tilbage til hotellet er en fornøjelse, men mine lår er ikke af krogen endnu; næste dag er det tid til at tackle et par bakker mere på min sidste store vandrestrækning til klippetoppen CastelBrando. Med udgangspunkt i San Pietro di Barbozza ændrer landskabet sig fra dets tidligere dramatiske bølgeform og smelter sammen til blødere tinder. Da jeg falder ned i den smukke landsby Follina, en historisk uldby, flader dalbunden sig, og jeg vandrer mellem caféer og butikker ind i et cistercienserkloster. Dens buegange og basilika er tomme, og væk fra middagssolen tager jeg et øjeblik til stille fordybelse.
Min eftermiddagsslingring bringer mig forbi en charmerende gammel vandvej med en skjult helligdom, gennem græsklædte enge og via den lille landsby Valmareno, alt sammen helt usynligt fra hovedvejen. Derefter er det sidste skub op ad en klippefyldt, skovklædt skråning til slottet – en stor fæstning med mere end 2.000 års historie, et fangehul på stedet, et kapel, flere restauranter og, selvfølgelig, mit hotel for natten.
Personalet virker fuldstændig uforstyrret af min svedige tilstand – de har set det hele før. De er heller ikke ligeglade med, at jeg, efter at have afleveret min taske på mit værelse, går direkte ned til hotellets vandrespa. Jeg bruger timer på at flyde i hydroterapibassiner med udsigt over bakkerne, og dulmer mine ømme fødder i Kneipp-badet, før jeg sover i saltrummet i Himalaya. Efter de seneste dages anstrengelse føles det velfortjent.
