Efterårsferien satte gang i Aalborgs udlandsrejser

2. november 2026

I oktober 2026 var der 142.096 rejsende og en samlet nedgang i passagerantal på 5,9 procent i forhold til oktoberrekorden fra 2025. Nedgangen skyldtes især en mindre aktivitet i indenrigstrafikken, der sidste år nåede sit højeste niveau for en oktober måned siden 2011. På den anden side var der en mindre fremgang i det samlede antal rejsende til udlandet, og år til dato er Aalborg Lufthavn fortsat foran på det samlede antal rejsende – med en fremgang på 1,1 procent.

Efterårsferien satte fart på rejserne mod syd

Traditionen tro markerede skolernes efterårsferie overgangen fra sommer- til vinterprogrammet, hvor særligt de solrige feriedestinationer var i høj kurs. Kreta var blandt de helt store trækplastre med ekstra indsatte afgange som følge af stor efterspørgsel, mens også Rhodos, Gran Canaria og Malaga tiltrak mange ferierejsende. De travle rejsedage op til efterårsferien kunne desuden mærkes i Aalborg Lufthavns Lounge, der satte ny rekord for flest besøgende på en enkelt dag.

Aalborg Lufthavns direktør Niels Hemmingsen

– Efterårsferien er altid en særlig periode i Aalborg Lufthavn, hvor vi har rigtig mange glade ferierejsende gennem terminalen. I år har der været godt fyldt op på flyene mod syd, og det er positivt at se, at udlandsrejserne samlet er gået lidt frem. Samtidig kommer vi ikke udenom, at indenrigstrafikken fortsat er påvirket af den geopolitiske situation, med høje brændstofpriser. Det betyder, at vi ikke rammer sidste års ekstraordinært høje niveau, men til sammenligning med tidligere år, er niveauet fortsat højt, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.

Mikkel Andersen

Jeg skriver om transport, turisme og mobilitet i Danmark med fokus på de ruter, steder og beslutninger, der påvirker hverdagen. På Lokalbanen forsøger jeg at gøre komplekse emner enkle, konkrete og nyttige for læsere, der vil forstå, hvordan Danmark bevæger sig.

Skriv en kommentar