Fra fax til apps: Guidelivet i forandring

18. august 2026

Velkommen til Gran Canaria. Jeg håber, I har haft en tryg og behagelig flyrejse, og at I ser frem til jeres ophold her.

Igennem mange år har hundredtusinde nordiske gæster fået deres første bekendtskab med dette rejsemål. Skønt den traditionelle velkomst stadig er på dagsordenen ved mange feriedestinationer, har rollen som guide gennemgået en betydelig ændring.

Hos Spies har vi i 70 år haft guider til at servicere gæsterne på deres ferie, men selvom rejsebureauet hedder det samme, og selvom de fleste feriedestinationer stadig rummer strand, pool og palmer, har guiderollen forandret sig over tid. I denne artikel kan du, her 70 år efter, at den første Spies-rejseannonce så dagens lys, læse meget mere om, hvordan det har været at være guide for flere årtier siden versus i dag.

Og hvem er ikke bedre til at eksemplificere det end far og søn, der begge har været guider i Spies, blot med 33 års mellemrum.

Spontane shows og kreative T-shirts

Carlos var 22 år, da han i 1990 begyndte som guide for Spies. Han var guide i 4,5 år, og størstedelen af hans tid i den orange uniform blev tilbragt på Ibiza om sommeren, og i den Dominikanske Republik om vinteren. Derudover har han været guide på Mallorca, Gran Canaria og Rhodos.

– Det var fantastisk at være guide. Det har givet mig oplevelser for livet. Der var så meget frihed i arbejdet. Vi fandt på rigtig mange sjove arrangementer, vi kunne lave med gæsterne. Vi arrangerede fester, pubcrawls, ‘beach parties’ og underholdt gæsterne med shows om aftenen, fortæller 58-årige Carlos.
Dengang arrangerede Spies også særlige ungdomsudflugter på flere af destinationerne, og de blev gennem årene kaldt for ‘Spies Action Club’, ‘Club Bananas’ og ‘Spies & Spicy’. Et fænomen, der ikke eksisterer i dag, og hvor der nok dengang var indbudt til særligt meget fest og farver på disse udflugter.

Han og hans kolleger tog dengang også selv initiativ til at få trykt T-shirts, som en del af deres daglige uniformer. Dengang var der ikke retningslinjer for logo, fond og farve, så Carlos og hans guidekolleger på Ibiza bestemte, at T-shirten skulle være grå, og med hvid skrift skrev de ’Spies, eller bliv spist’. Et slogan, de selv havde fundet på.

– De T-shirts solgte vi til flere tusind gæster, husker Carlos.

Et glimrende eksempel på et initiativ, der i dag ville have foregået noget anderledes.

– Når jeg hører om min fars tid som guide, kan jeg bare konkludere, at det var en anden tid. Jeg har hørt meget om de mange grisefester, som min far og hans guidekolleger holdt for gæsterne, dengang de boede på Mallorca og Gran Canaria. Man måtte skeje lidt mere ud dengang, fortæller 22-årige Philip, der er Carlos’ søn.

Philip har indtil for et år siden arbejdet som guide. Han havde jobbet i 1,5 år, og på de tre sæsoner nåede han at guide gæsterne rundt i Cypern og på Gran Canaria.
I 2024 og 2025, hvor Philip har været guide, er der mange retningslinjer, der ser anderledes ud end dengang i 90’erne, hans far varetog samme funktion.

For at tage eksemplet med Carlos og de øvrige guider, der holdt spontane shows for gæsterne, foregår det i dag sådan, at Spies har dedikerede show-artister, der har fået træning i at levere nogle gennemførte shows for gæsterne hver aften ude på alle Spies’ Sunwing hoteller. Shows med lyd og lys, og hvor alle har talent for at synge og optræde.

– Et andet eksempel på, hvordan guidetilværelsen har ændret sig, er, at man i dag ikke må drikke alkohol sammen med gæsterne. Man må ikke drikke i arbejdstiden. Heller ikke, hvis man er guide på en vinsmagningsudflugt, fortæller Philip.
Faxmaskiner og kontortid

Det er ikke kun Spies’ egne retningslinjer, der har ændret måden, man i dag er guide på. Også digitaliseringen har medført, at arbejdet som guide i dag har fået en anden betydning.

– Dengang, jeg var guide, handlede arbejdet primært om at informere og servicere. Vi modtog en fax eller telex, hvis flyet var forsinket, og det var os, der fortalte gæsterne om det. I dag ved gæsterne sådan en information samtidig med os, fordi alt information sker via appen og sms’er, fortæller Carlos, som konkluderer:

– Hele informationsdelen i guidejobbet fylder mindre. Gæsterne kan selv google sig til, om man må drikke vandet, eller også kan de finde svaret i vores app. Nu er det servicedelen, der står tilbage som den vigtigste.

Den teknologiske udvikling har også ændret på tilgængeligheden. I dag kan du så let som ved et trylleslag kontakte en Spies-guide. Du kan blot klikke på din rejseapp. Det betyder samtidig, at der er lidt mere kontorarbejde, hvor guiderne sidder og beværter telefon og chat, end tidligere. Det står i modsætning til guidetilværelsen i Carlos’ tid, hvor han stort set aldrig var på et kontor.

Som guide er du problemløser – det gælder både nu og dengang

Men en klassisk guide-opgave, som ikke har ændret sig i både far og søns guidetid, er arbejdet med at tage ud i lufthavnen for at tage imod gæster og sende andre hjem med flyet.

Den del fyldte halvdelen af Philips arbejdstid. Men på en anden måde, end dengang Carlos var på guide-arbejde i lufthavnen: I dag får gæsterne en sms om, hvilken Spies-bus, de skal med, og sådan er guiderne i dag mest til stede ude i lufthavnen for at hjælpe de gæster, der har ekstra behov for at blive taget i hånden.

Modningsprocessen i at bo og arbejde i et andet land, i et varmt klima, lader til at være lige stor nu, i forhold til for 33 år siden:

– Det er en stor omvæltning at flytte til et andet land for at bo og arbejde. Det er ikke en beslutning, man lige træffer. Man forlader sine trygge rammer for at flytte ned til en anden kultur. Men du kommer ned til en masse unge kolleger, som du får det virkelig hyggeligt med, fortæller Philip.

– Man bliver meget selvstændig af arbejdet som guide. Man bor alene, man er nødt til at vokse og tage ansvar, og hvis der sker noget, er det dig, gæsterne spørger. Som guider bliver man mester i at løse problemer. Og det skal endda gå hurtigt. Alt sammen er en del af jobbet, fortæller Carlos og supplerer:

– Philip er vokset ekstremt meget i de 1,5 år, han har været ude som guide.

Det glemmer en guide aldrig

En af de opgaver, der også følger med jobbet, er at tackle de udfordrende situationer, som når en gæst bliver alvorligt syg eller dør. Og her er det ikke anderledes at være guide nu end dengang, mener både far og søn.

– Alle guider kan huske, den første gang de skulle håndtere et dødsfald af en gæst nede på ferien. Og da det skete for Philip første gang, ringede han også hjem, og vi fik os en lang snak. Det er noget, man aldrig glemmer, men det er også noget, man kommer igennem, og det er tilmed noget, man lærer af. Det er også en del af jobbet, fortæller Carlos.

Derfor talte Carlos ikke med sine forældre i et halvt år ad gangen

Forskellen på i dag og for 33 år siden, når sådan en situation opstår, er, at man som guide i dag har mulighed for at tage de lange snakke med dem derhjemme. I dag foregår meget af kommunikationen med familien og vennerne via internettet, og der er ’free wifi’ mange steder i dag. Derfor har Philip også i sin tid som guide kunnet holde nærmest daglig kontakt til sin familie.

I Carlos’ guidetid var det en helt anden sag. Der var ikke noget, der hed FaceTime, og priserne for at høre sine forældre stemmer i røret, var høje:

– Dengang kostede det 60-80 kroner i minuttet at ringe hjem fra Caribien, husker jeg. Der fandtes for øvrigt ikke nogen mobiltelefoner. I hvert fald ikke, som almindelige guider havde adgang til dengang. Jeg hørte ikke fra min mor og far i et halvt år. Det var virkelig noget helt andet, siger Carlos.

Fra 8 ugers guideskole til en håndfuld dage i Stockholm

Én ting er, at der er mange dele af selve guidejobbet, som har forandret sig, men også måden at blive guide på i dag har ændret sig. Rekrutteringsprocessen har været helt anderledes for Carlos end for Philip.

Carlos tog afsted til Mallorca i otte uger for at gå på den såkaldte ’guideskole’. Det var skoler, faciliteret af Spies, hvor man mod egenbetaling fik en oplæring i at være guide, cabin crew eller såkaldt ’Airguide’ (guide, som tog med på flyveturen, red.). Efter endt forløb kunne man ansøge om at få arbejde hos Spies eller Conair, Spies’ flyselskab hed dengang (i dag hedder det ’Sunclass Airlines’). Men det var langt fra alle, der fik job efter skolen.

Philips vej ind i Spies begyndte ved, at han sendte en ansøgningsvideo. Da han fik jobbet, blev han sendt et par dage til Stockholm, hvor han fik trænet rollen – en intens onboarding. I dag er nutidens guideskole i langt højere grad fokuseret på servicetraining, klagehåndtering og kundeservice på tværs af det fysiske og digitale. Der prioriteres fortsat træning i f.eks. lufthavnsarbejde, det skandinaviske sprog og vores brand.

Efter 1,5 år som guide arbejder Philip i dag på 11. etage hævet over byen, og med udsigt til alle de charterflyvninger, der afgår fra Københavns Lufthavn. Philips hverdag foregår nemlig nu på Spies’ kontor i Ørestaden, hvor han arbejder i salgsafdelingen. Her kan han rådgive potentielle kunder særligt godt, fordi han kan trække på egne erfaringer om alle de mange hoteller, han har både ferieret på i sin barndom, og nu også arbejdet på som guide.

På etagen ovenover sidder Carlos. Han fik også arbejde inde hos Spies, da han ville prøve kræfter med andre roller, dog stadig inden for rejsebranchen. Carlos fik også job i salgsafdelingen, efter sin tid som guide, og siden flyttede han afdeling, så han arbejdede med at prissætte rejser. I dag er han produkt- og kommerciel chef.

Mikkel Andersen

Jeg skriver om transport, turisme og mobilitet i Danmark med fokus på de ruter, steder og beslutninger, der påvirker hverdagen. På Lokalbanen forsøger jeg at gøre komplekse emner enkle, konkrete og nyttige for læsere, der vil forstå, hvordan Danmark bevæger sig.

Skriv en kommentar