Jeg sidder ved et langt, lavt bord og farver intenst. Store skærme dækker væggene omkring mig og giver rummet et blåligt skær. Jeg har fået udleveret et sort-hvidt omrids af en drage med en krone, der dækker øjnene, og kasser med farveblyanter er spredt ud foran mig. Jeg farver forsigtigt dens hoved grønt, dens krop blå og dens skæl en tumult af regnbuefarver – vel vidende, at om et par minutter vil dette imaginære væsen komme til live.
Dette er Mercer Labs’ Ecosystem and Drawing Station, et af 15 sammenhængende rum, der udgør New Yorks Museum of Art and Technology. Da jeg afleverer min færdige tegning til ledsageren for at scanne, dukker dragen op på en cirkulær, portallignende skærm foran mig, dansende og vinkende, som om den ved, jeg ser på. Jeg har knap nået at tage den ind, før den forsvinder, for så at dukke op igen på en anden skærm.
“Du bliver en del af kunstværket,” siger Anna Karnowski, Mercer Labs’ salgsdirektør, mens hun leder mig gennem museet.
Det første rum, The Map, spørger de besøgende: hvad ville verdens største kunstnere gøre, hvis de havde moderne teknologi? Laserprojektorer kaster berømte mesterværker hen over væggene, loftet og gulvet. Gamle græske marmorstatuer er gentænkt med robotarme; bølger strømmer hen over væggene og ned til gulvet; blomster blomstrer og skifter farve og bevæger sig yndefuldt hen over skærmene. Jeg sidder på en gynge, der hænger fra loftet og drejer frem og tilbage for at se kunstværkerne fra alle vinkler. Sofaer er også spredt ud over gulvet, så besøgende kan lægge sig ned og se op på de skiftende former.
For rejsende, der leder efter en mere eksklusiv måde at opleve museet på, tilbyder Mercer Labs også private rundvisninger før og efter offentlige åbningstider, samt mulighed for at reservere pladsen helt. Det betyder at udforske det 36.000 kvadratmeter store museum uden de sædvanlige menneskemængder, med friheden til at blive hængende i hvert værelse og opleve installationerne i dit eget tempo.
Vi flytter senere til det uendelige rum, hvor LED-lys reflekteres i omgivende spejle, hvilket skaber en endeløs kaskade af farver, der bevæger sig i takt med klassisk musik. I maskinrummet hopper guld, hvidt og blåt lys rundt om de omkringliggende vægge. Mens jeg vifter med armene, reagerer farveglimt på min bevægelse og suser frem og tilbage over skærmene.
Mellem hvert rum følger jeg Anna gennem mørke gange, som om jeg var bag scenen på et teater. “Det er meningen, at du med vilje skal fare lidt vild,” siger hun med et smil.
Rummet opfordrer besøgende til at udforske alle fem sanser, og jeg mister hurtigt overblikket over, at jeg er i finansdistriktet. Det ene øjeblik står jeg under et stort digitalt kunstværk; den næste svinger jeg gennem et rum med skiftende lys eller ser teknologi reagere på mine bevægelser. Museet føles mindre som et sted, hvor jeg bliver vist kunst og mere som en verden, jeg er blevet inviteret ind i.
Tilbage ved tegnestationen ser jeg andre gæster vente spændt på, at deres personlige karakterer dukker op. Jeg ser min drage stadig på vej rundt i museet, nu permanent en del af Mercer Labs økosystem. Omkring mig svinger folk, leger med sand og dykker ned i en selvlysende kuglegrav. Der er noget vidunderligt befriende ved at få tilladelse til at opføre sig som et barn igen – især midt i et af Manhattans travleste kvarterer. Og det er måske magien ved Mercer Labs: I en time eller to kan jeg glemme byen udenfor og forsvinde et helt andet sted.
