“Hvad fanden er det?” kommer råbet fra agterstavnen, før vores lysegrønne kajak skummer hen over en bølge, og vi bukker først ind på en ø af hvirvlende affald. Svævende mellem Carlsbergs dåser, roséflasker, takeaway-kaffekopper og glinsende plastikposer er et par badebukser, størrelse XL, ophængt på overfladen som et fantom. Truslen, de bærer på, er, at deres ejer, sandsynligvis au naturel, kan være det et sted i nærheden.
Flotsam og jetsam og skibe af enhver art finder hjem i Københavns Indre Havn. Fuldt riggede yachter, sightseeingkrydsere og museumsskibe langs Nyhavns kanal. Bobende caféer, barer og pramhoteller støder blidt mod kajen. Blandt nærkampene, her er vi og fisker efter affald. Vi manøvrerer vores affaldsplukkere foran trækajer fulde af blinkende, nøgenbadere og forhindrer hvert stykke i at sejle ud af havnens gabende mund mod Østersøen – hvor det potentielt kan flyde for evigt.
Vi har kun været på vandet i en time, men allerede Tobias Weber-Andersen og jeg har fisket 6 kg affald ud, efter at de er flyttet fra kanalerne omkring Papirøen, forbi Broens Street Food-marked og ud i selve havnens glitrende vand.
Det er et storslået skue: Smukke kanalhuse kaster regnbuede spejlinger, mens skyline er præget af kongelige vartegn fra det kongelige palads til operahuset. Jeg er ramt af en følelse af velstand og overflod – af vellevede liv.
København bliver jævnligt kåret blandt verdens lykkeligste steder at bo af FN’s World Happiness Report, og med GreenKayak-stifteren Tobias som min guide, er jeg her for at finde ud af hvorfor. Miljøbevidsthed er en af grundene, fortæller han mig, og det førte til hans dristige eksperiment inden for turisme – gratis kajakleje til gengæld for affaldsplukning og deling af oplevelsen bagefter på sociale medier.
På papiret virkede oprydningen som en ambitiøs idé: De fleste turister ankommer til den danske hovedstad i håb om at se Den Lille Havfrue, Christiansborg Slot og det fritænkende samfund Christianshavn på en kanalbådstur, ikke med drømme om at kroge rustne dåser eller slyngelske badedragter. Men otte år efter lanceringen har nonprofitorganisationen taget fart, med næsten 150 tons affald fjernet fra vandet af næsten 100.000 frivillige. Tobias’ originale idé har spredt sig over hele Europa. Affaldet vil aldrig forsvinde totalt, men ifølge EU er Københavns farvande renere og sikrere at svømme i end næsten nogen anden indre by i Europa.
“Vi er heldige, at vi har vores velfærdssystem, gratis sundhedspleje og uddannelse, så vi har plads til at tænke over, hvordan vi løser nogle af vores andre problemer – som at reducere plastikforurening,” siger Tobias og fejer sin pagaj gennem vand så klart som glas. “Byen investerer i det gode liv.”
Hvor end man kigger hen, er der livreddere med tøndebryst, der våger over de høje dykkere i de mange havnebade. Pendlere navigerer i kanaler på paddleboards – en handling, der er praktisk talt utænkelig på Londons vandveje. Myldretiden er i mellemtiden en ubrudt strøm af titusindvis af cykler på supercykelstier. En af disse er Cykelslangen eller cykelslangen – en spændende 220 meter lang strækning af forhøjet asfalt, der buer i orange, vrikker hen over Gasværkshavnens vande. Denne by er simpelthen en fornøjelse at komme rundt i.
Det menneskeskabte bjerg
Dagen efter smeder jeg ad cykelstier og over gangbroer for at se endnu et genialt eksempel på Københavns stræben efter det gode liv. Det er en rejse mod øst til kysten via kvarteret Christianshavn til det fremadstormende Amager, forbi den tidligere byvoldsgrav Stadsgravens knopsvaner og lavvandede vand, hvortil bygninger og blomstrende træer tynder ud. Sollys vælter ud på et tårn af skorstene, der gradvist bevæger sig til syne, mens jeg træder i pedalerne; mod den blå himmel bringer synet flere spørgsmål end svar. Over mig er det, der viser sig at være et industrielt energianlæg. Jeg tager elevatoren til taget, 85 meter oppe, for at forstå dens enorme størrelse. Siloer skinner, og havmøller snurrer. I det fjerne slår hvidlæbede bølger ind mod Øresundsbroen, der forbinder Danmark med Sverige.
Copenhill tilbyder en lille Eden blandt skibsværfter og sværindustri. Designet af den moderne arkitektoniske reformator Bjarke Ingels, hvis fingeraftryk kan ses på andre bymærker – herunder Islands Brygge Havnebad, en række eye-candy vippebrætter, pools og pontoner – blev affalds-til-energi-anlægget bygget til at erstatte en aldrende, 50 år gammel forbrændingsovn. Men i overensstemmelse med byens forudsætning for integreret urbanisme, er der et spændende twist: Det skrå tag er hjemsted for en futuristisk skibakke med to slæbelifte samt en panoramisk vandrerute og verdens højeste klatrevæg. At glide frit og glat på et menneskeskabt bjerg, over et forbrændingsanlæg og højtryksdampsystem, er noget, der er svært at tro. Især når jeg erfarer, at det kanalaffald, jeg har reddet, snart vil blive omdannet til energi her, for at hjælpe med at oplade e-cykler og telefoner. Endnu en gang er jeg bevidst om, at en by opfylder borgernes behov bæredygtigt.
Den aften rider jeg til det nærliggende kvarter ved vandet Holmen for at spise middag på La Banchina, hvor et tidligere færgeventeværelse har omarrangeret sig til en charmerende hybrid af en lido-café og en poolbar. Danskerne er særligt godt indstillet på koldt vand og alkohol, og udtrykker den kombination gennem vilde handlinger af vikingeagtigt showmanship. På dette lille badested, der dufter af grillkød og grillede sardiner, betyder det, at man kanonkugle gentagne gange i havet. Ved 19-tiden er havnen blevet en poolfest, vinkøleskabet er næsten tomt og det rislende vand synger af lys. Latterens gryn – ren, sløret lykke – skaber et omkvæd, der kan høres langs hele havnen, mens solen dykker og himlen blusser med striber af gult, derefter orange, så pink.
Frihjulere
Havnefronten brummer stadig den følgende morgen, hvor svømmere allerede markerer deres territorium med håndklæder langs kanalen, og en flo og fjære af cyklister på kajen. Jeg slutter mig til frihjulerne, der suser sydpå, ledsaget af Cycling Copenhagens grundlægger Christian Hougaard. Vi skærer langs kanalerne, mens dækkene støder på brosten og beundrer Danmarkshistoriens mange lag.
Ruten tager os gennem det nyudviklede havnekvarter Islands Brygge, hvor der i slutningen af 1800-tallet sejlede skibe til Island, da landet stadig var under dansk suverænitet. Vi cykler forbi genbrugte skibsværfter og frøsiloer fra 1960’erne forvandlet til fashionable lejligheder. Fortsætter sydpå til Sydhavnen, hvirvler vi gennem kraftværkets industrikompleks, farende mellem to enorme turbinehaller og under rødkalkede rør, der ligner en rest fra et sci-fi-filmsæt. Jorden og bygningerne ændrer sig hurtigt, men det føles, som om hele byen hænger dybere sammen, når man oplever den på to hjul.
“Cykling er en nødvendighed her, og det fastholder vores lykkeniveau,” siger Christian, mens vi stopper ved Anløbet, en vinbar med udsigt over havnekvarteret Bryggen Syd. En tidligere vandleverandør, fik det tilnavnet ‘Drunning House’ af lokalbefolkningen, og den hvidkalkede bygning føles næsten kirkelig med sit skråtag og terracotta tegl. “Tyve minutters cykling er meditation,” tilføjer han, mens vi nipper til vores kaffe. “Det rydder dit hoved og giver dig kontrol, før eller efter arbejde, på skoleturen, når som helst. Det hjælper dig med at nulstille, før du kommer tilbage til livets stress.”
Måske er dette Københavns store åbenbaring, tænker jeg. Byens tiltrækningskraft er i konstant udvikling, fra tidløse havne og eventyrlige havfruer til affaldsplukning som sport og den legende fornemmelse af at køre fri ved vandet – eller stå på ski ned ad et energianlæg. “Det danske samfund er designet til at forbedre alle aspekter af dit liv, og selvom du roder, er der en følelse af tryghed, at alt nok skal ordne sig,” siger Christian, mens vi cykler tilbage gennem de samme gader. “Det bidrager til alles lykke.”
Omkring os fisker fædre og sønner i det rene havnevand. Vi overhaler sejlbåde, der putter sagte. Tøj fældes langs træpromenaden, mens svømmere i alle aldre dykker og kanonkugle. Tilbage i den indre by er et væld af havnebarer med deres gyldne øl og grupper af venner, der slikker sommersolen. Da jeg rider tilbage til byen, diset og varm, kan jeg ikke lade være med at smile.
