Vi fortsætter ned ad stien og undviger sammenfiltrede vinstokke, der blokerer vores vej. Luften er tyk af fugt og lugten af brændende træ fra en fjern ild. Grøntheden eksploderer fra rækken af træer, der flankerer vores rute, og stiger til himlen som forsvarsmure. Vi holder pause for at vise respekt for guampooen, dens enorme støtterødder ser ud til at kunne opsluge os. Nivia dunker på en af dem og laver en høj, hul lyd, der skærer igennem stilheden. “Dette træ er et hjem for skovens ånder,” siger hun. “Når den giver denne lyd, ved vi, at ånderne er glade.”
Når vi skubber længere ned ad stien, kommer vi til en hytte med stråtag bygget af vævet vild stok, uden for hvilken flere Awajún-kvinder venter på at hilse på os, og deres ansigter lysner op i varme smil, når vi nærmer os. De vinker os indenfor, hvor de har uddelt en mængde frisk frugt fra skoven, meget af det helt ukendt for mig. Nivia brækker en stikkende kakaobælge op og fodrer mig med de kødfulde, seje frø; der er mange varianter af kakao i Nuwas, og Awajún-kvinderne ejer og driver en chokoladefabrik i nærheden. Dernæst prøver jeg den vitaminrige, velsmagende aguaje – ved at skrælle dens fibrøse hud væk for at afsløre solfarvet kød – og den tomatlignende cocona, en orange-gul citrusfrugt, der bruges til at behandle diabetes. “Du kan finde alt, hvad du har brug for i skoven,” siger Nivia.
Inden vi går, bliver vi kaldt udenfor, så Awajún kan se os af med en traditionel dans. Ledsaget af den langsomme hjerterytme tantui tromme – lavet af en udhulet træstamme – en af kvinderne svirrer en traditionel kærlighedssang om en kone, der længes efter sin fraværende mand. Vi ser, mens resten af gruppen vipper og snurrer i en cirkel, mens deres tøj konstant larmer en perkussiv rytme. Tidligere havde Nivia fortalt mig, at ranglen fra deres tøj er beregnet til at efterligne lyden af et vandfald – nu, hvis jeg lukker øjnene, er det som om kaskader suser over regnskoven.
Håndværksholderne
Næste dag forlader vi vores base i Moyobamba – den regionale port til denne del af den peruvianske Amazonas – og rejser til Chazuta, en lille by ved foden. Rejsen er til tider farefuld – omskiftede veje fører os gennem den tykke jungle, hvor grønne klipper rejser sig omkring os og styrter ned i de tågede bredder nedenfor. Når vi nærmer os lavlandet, viger bjerge for landbrugsjord, og glimt af Huallaga-floden dukker op mellem træerne og glimter i morgensolen.
Et skilt i form af en urne byder os velkommen til Chazuta – et regionalt center for traditionel keramik, takket være den lokale oprindelige befolkning, som har videregivet deres forfædres teknikker. Det er også et sted af aktivitet: sælgere høger spandefulde af vilde, knurhår fra Amazonas; tre-hjulede mototaxis careen ned ad de smalle gader; fiskere driver ned ad floden på træbåde, og deres motorer sprutter over strømmen. De lave huse er oversprøjtet med livlige nuancer af grøn, blå og pink, frontet af støvede gårdhaver, hvor børn leger og gadehunde strejfer.
