Rasmus Friis Sørensen har besluttet at forlade sin rolle som direktør for destinationsselskabet, der dækker Skive-, Struer- og Morsø kommuner. Han fratræder sin stilling i løbet af efteråret, senest den 30. november. Hvad det næste kapitel i hans arbejdsliv bliver, vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.
Rasmus Friis Sørensen tiltrådte som direktør i januar 2024. Siden har Destination Limfjorden blandt andet vedtaget en ny strategi frem mod 2035, hvor ambitionen er at anvende turismen som en drivkraft for erhvervsudvikling, landdistrikter, byer og den fælles branding af egnen.
Annonce
“Det har været utroligt spændende år, og jeg er både stolt og glad for den position Destination Limfjorden står i i dag. Vi har sammen sat en ambitiøs retning og fået skabt en organisation, som ikke alene arbejder med at tiltrække gæster, men som bruger turismen aktivt til at skabe udvikling på tværs af vores egn. Det har kun kunnet lade sig gøre gennem et stærkt samarbejde med kommunerne, virksomhederne, lokalsamfundene og ikke mindst et fantastisk team i Destination Limfjorden,” siger Rasmus Friis Sørensen.