Eel Pie Island har længe tiltrukket dem, der hælder til modkultur. I en periode var en balsal på øen vært for shows af alle fra The Rolling Stones til Pink Floyd og en ung David Bowie. I slutningen af 1960’erne var det tilstødende hotel hjemsted for omkring 100 radikale anarkister, og i 1970 var det den største hippiekommune i Storbritannien. “Jeg tror, det var grunden til, at det var en del af London, men også en smule fjernet,” siger Molly og guider mig gennem en plet af skov, der er dækket af årets første vilde hvidløg. “Det var altid lidt vildt og gemt væk.”
For folk som Molly repræsenterer floden en slags frihed, en følelse af at være ubundet fra kulturen i den bredere by. Det er det samme for Natalie Hill og Inigo Lapwood. De er hjernen bag Theatreship, et non-profit spillested for scenekunst i Canary Wharf, et af byens vigtigste finansielle distrikter. I en del af London, der er dedikeret til det transaktionelle, er det en trodsig outlier, der er vært for Songs on the Water-begivenheden, en gratis folkesang, hvor folk inviteres til at forbinde over traditionelle sange – alt sammen opført i maven på et renoveret fragtskib bygget i 1913.
Jeg besøger den den aften, og finder mig selv under dens bundtede sejl som en bølge af
funktionærer – tidevand som selve floden – begynder at strømme ned under distriktets skov af glastårne. Jeg vakler over landgangen, glider ind i skibets ravbelyste kahyt og bestiller mig selv en pint blækfarvet porter, barens hylder er foret med nok sprut til at få Themsen til at slå. Omkring mig har en flok flok samlet sig: musikere med overskæg, skræddere, studerende, burger-flippere og velegnede kontormedarbejdere, der alle har samlet sig om den samme gruppe af mørke træborde. “Der er en ægte alkymi til havnebyer,” siger Natalie fra den modsatte side af baren, hendes hår vævet ind i en fletning. “Dette skib plejede at transportere last fra hele verden, hvilket bragte nye ting ind i London. I dag er det ikke last, men musik, film og ideer.”
